Forside
Sitemap
Kontakt
Sg
OM SCA PACKAGING
Produkter
NYHEDER
ONLINE SALG
INFORMATION
Nyhedsbrev
Kontakt nyhedsdaktionen
/ NYHEDER

Nyheder



10/20/2009



SCANSTAR-VINDER SIKRER MARKANTE BESPARELSER PÅ ALLE PARAMETRE


Juryen i den hæderkronede fællesnordiske emballagekonkurrence Scanstar så det, dommerpanelet i SCA Packaging Europes interne designkonkurrence så det, og Danish Crown - til hvem den er konstrueret - ser så mange fordele ved en ny vinder-emballage, at man kalder den en mindre revolution.


Hidtil har Danish Crown eksporteret sine frosne nakkefileter i en transportemballage bestående af tre dele, hhv. en firepunkts limet bund, et ditto låg samt et løst indlæg til rumopdeling. Denne bølgepapemballage er blevet leveret af SCA Packaging Denmark, og det er også herfra slagterikoncernen fremover vil få leveret sine transportemballager, men nu i en absolut vinder-konstruktion, som vil give en række markante fordele.

– Danish Crown forlanger af sine leverandører, at vi konstant skal være innovative, siger Key Account Manager Benny Olesen, SCA Packaging. – Og det lægger vi os under alle omstændigheder i selen for at være; det er jo også vigtigt for vores egen konkurrenceformåen. Men naturligvis er det ikke hver dag, at vi kan skabe en løsning, der kommer til at give så store fordele, som vores nye Scanstar-vinder.

EFFEKTIVISERER OG REDUCERER

Den nye emballage, som er én af i alt ni Scanstar-vindere - heraf fire danske - er fremstillet af ét stykke bølgepap, der altså også integrerer indlægget. Og som Scanstar-juryen siger i sin begrundelse for at tildele den en Scanstar: ”Det er en emballage, som giver effektiv produktion, reducerer materialespild, forkorter pakketiden, effektiviserer logistikken og mindsker miljøbelastningen”.

– Det gør den så sandelig, fastslår Kim Revsbæk, der er koncernindkøber hos Danish Crown. – Den afstedkommer faktisk så mange fordele, at der er tale om en mindre revolution. Vi stiller ganske rigtigt konstant krav til vores leverandører om at finde besparelser i kroner og ører, men også meget gerne i CO2, og den nye løsning fra SCA indfrier i høj grad begge dele. Og så giver den os tilmed en emballage, som er blevet tre til fire gange så stærk. Det kan man da kalde en betydelig forbedring!

Danish Crown pakker og eksporterer på årsbasis omkring 12 mio. frosne nakkefileter. De ferske nakkefileter pakkes i plasttarme, der clipslukkes i begge ender, hvorefter de anbringes manuelt i transportemballagen, - med seks styks i hver. Disse palleteres derefter med mellemlæg og køres til indfrysning.

Og hidtil har operatørerne på pakkelinien skullet rejse en limet bund, anbringe et indlæg, som i øvrigt ikke er fikseret i kartonen og dermed ikke bidrager væsentligt til styrken i pakningen, og så rejse et låg og lægge det på. Men med den nye løsning, som rejses i en såkaldt jig, er der kun én emballagedel at holde styr på, og den kræver kun to manuelle operationer, hhv. at folde de to halvdele af indlægget ind og at lukke låget.

PLADS- OG CO2-BESPARELSER PÅ MERE END 50%

– Dermed vil den nye emballageløsning spare både tid og arbejdskraft, påpeger Benny Olesen. – Dertil kommer, at den plano fylder mindre end halvt så meget som den hidtidige emballage. Det vil sige, at vi skal sende mindre end halvt så mange lastbiler med emballager - hvilket jo igen reducerer CO2-aftrykket tilsvarende. Og hos Danish Crown bliver den påkrævede lagerplads også tilsvarende reduceret.

Udviklingen af den nye emballage er foregået i samarbejde med slagterikoncernens hovedkontor i Randers, hvorefter den af et par omgange og med enkelte tilretninger er blevet testkørt på slagteriet i Horsens. – Og her er de sidste tests netop ved at blive udført, så vi er nu tæt på at kunne sætte den ind til erstatning for den hidtidige løsning, siger Kim Revsbæk, der sammen med SCA Packaging deltager i Scanstar-prisoverrækkelsen, som finder sted i dag i forbindelse med Scanpack-messen i Göteborg.

– Scanstar-prisen er en anerkendelse, som er fuldt fortjent, ikke mindst til SCAs konstruktør Poul Jensen, der har fået den smarte idé og som ved flere lejligheder har hjulpet os med særdeles gode løsninger, men naturligvis også til SCA Packaging som helhed, fordi de bruger kræfter på seriøs produktudvikling, siger han.

DESIGNBESKYTTET VINDER AF INTERN SCA-KONKURRENCE

Netop hos Poul Jensen er der også både glæde og stolthed over den prisbelønnede løsning, men spørger man til, hvor inspirationen kom fra, så har den garvede konstruktør ikke et entydigt svar på hånden: – Danish Crown ønskede en løsning, der var let at håndtere og at pakke i, og pludselig kom idéen med at bruge hjørnerne til at skabe integrerede indlæg.

– Det er naturligvis altid en fornøjelse, når man kommer på en helt ny og effektiv indgangsvinkel til en emballagekonstruktion. Og i dette tilfælde har det virkelig vist sig at være en god og bæredygtig idé: Ud over at den nu har vundet en Scanstar, så har den også vundet SCA Packaging Europes interne Design Award, og det er faktisk også lykkedes os at få den designbeskyttet i hele Europa, fortæller Poul Jensen, der dermed indikerer at løsningen også kan blive aktuel i andre sammenhænge:

– Der er tale om et koncept, som adskiller sig fra de løsninger, vi hidtil har produceret, og derfor er det naturligvis også nærliggende at vurdere, om vi kan indarbejde et tilsvarende koncept i andre bestående eller nye løsninger, - ikke mindst til glæde for miljøet, siger han.

For yderligere oplysninger:
SCA PACKAGING GRENAA
Division Bølgepap
Åstrupvej 30
8500 Grenaa
Telefon: 72 14 91 00
Fax: 72 14 91 01
 
Koncernindkøber hos Danish Crown, Kim Revsbæk (i midten), samt konstruktør Poul Jensen (til højre) og Key Account Manager Benny Olesen, SCA Packaging, kan hente en Scarstar i Göteborg for den nye emballageløsning. Foto: Claus Petersen, Cphotography


Tilbage til listen


© SCA Packaging Denmark A/S, Voldbjergvej 16, DK-8240 Risskov, Tel. +45 87 41 59 00 www.scapackaging.com Legal